home

library

Om Begrebet Ironi
af
Severinus Aabye Kierkegaard
1841

THESES

1. Similitudo Christum inter et Socratem in dissimilitudine præcipue est posita.
2. Xenophonticus Socrates in utilitate inculcanda subsistit, nunquam empiriam egreditur nunquam ad ideam pervenit.
3. Si quis comparationem inter Xenophontem et Platonem instituerit, inveniet, alterum nimium de Socrate detraxise, alterum nimium eum evexise, neutrum verum invenisse.
4. Forma interrogationis, quam adhibuit Plato, refert negativum illud, quod est apud Hegelium.
5. Apolagia Socratis, quam exhibuit Plato aut spuria est, aut tota ironice explicanda.
6. Socrates non solum ironia usus est, sed adeo fuit ironiæ deditus, ut ipse illi succumberet.
7. Aristophanes in Socrate depingendo proxime ad verum accessit.
8. Ironia, ut infinita et absoluta negativitas, est levissima et maxime exigua subjectivitatis significatio.
9. Socrates omnes æquales ex substantialitate tanquam ex naufragio nudos expulit, realitatem subvertit, idealitatem eminus prospexit, attigit non occupavit.
10. Socrates primus ironiam introduxit.
11. Recentior ironia inprimis ad ethicen revocanda est.
12. Hegelius in ironia describenda modo ad recentiorem non ita ad veterem attendit.
13. Ironia non tam ipsa est sensus expers, tenerioribus animi motibus destituta, quam aegritudo habenda ex eo, quod alterquoque potiatur eo, quod ipsa concupierit.
14. Solgerus non animi pietate commotus, sed mentis invidia seductus, quum negativum cogitare et cogitando subigere nequiret, acosmismum effecit.
15. Ut a dubitatione philosophia sic ab ironia vita digna, quæ humana vocetur, incipit.

INDHOLD

Første Deel. Socrates' Standpunkt, opfattet som Ironi.

• Indledning
• Capitel I. Opfattelsens Muliggjørelse
  • Xenophon
  • Plato
  • Aristophanes
• Capitel II. Opfattelsens Virkeliggjørelse
  • Socrates' Dæmon
  • Socrates' Domfældelse
• Capitel III. Opfattelsens Nødvendiggjørelse
• Opfattelsens Nødvendiggjørelse
• Tillæg. Hegels Opfattelse af Socrates

Anden Deel. Om Begrebet Ironi.

• Indledning
• Orienterende Betragtninger
• Ironiens verdenshistoriske Gyldighed. Socrates' Ironi
• Ironien efter Fichte
• Ironi som behersket Moment. Ironiens Sandhed

Første Deel. Socrates' Standpunkt, opfattet som Ironi.

INDLEDNING

Er der Noget, hvorfor man maa rose den nyere philosophiske Stræben i dens storartede Fremtræden, saa er det visselig for den geniale Magt, hvormed den griber og fastholder Phænomenet. Sømmer det sig nu for dette, der som saadant altid er foeminini generis, paa Grund af sin qvindelige Natur at hengive sig til den Stærkere, saa kan man dog ogsaa med Billighed af den philosophiske Ridder fordre den æbødige Anstand, det dybe Sværmeri, istedetfor hvilket man stundom formeget hører Sporernes Klirren og Herskerens Stemme. Betragteren bør være Erotiker, intet Træk, intet Moment maa være ham ligegyldigt; men paa den anden Side bør han dog ogsaa føle sin Overvægt, men kun bruge den til at forhjælpe Phænomenet til ders fuldkomne Aabenbarelse. Om derfor end Betragteren fører Begrebet med sig, gjælder det dog om, at Phænomenet bliver ukrænket, og at Begrebet sees tilblivende ved Phænomenet.